Der er gang i hjulene, og arbejdsløsheden er lav. Desværre gælder det ikke for nyuddannede kandidater fra universiteterne. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 22% af de nyuddannede ikke er i job op til et halvt år efter, de har gjort studiet færdigt. Andelen af arbejdsløse afhænger meget af, hvilket universitet der udklækker kandidaterne, men at mere end hver femte nyuddannede ikke har et arbejde, er et stort problem.

Det er ikke alene et personligt problem for de kandidater, der har brugt 18 år på at uddanne sig til at være en højt kvalificeret arbejdskraft. Det er også en samfundsøkonomisk rigtig dårlig forretning, hvis ikke vi formår at omsætte fremdriftsreformens korte uddannelsestid til høj og hurtig beskæftigelsesgrad.

Men hvorfor har de højtuddannede så svært ved at lande det første job?  Forklaringen kan være, at vi uddanner for mange akademikere. En anden, at de unge har brug for en puster efter at have løbet stakåndet gennem systemet for at stå med en kandidatgrad som 24-årige.

Mulige forklaringer, men en tredje forklaring er, at de nyuddannede ved alt for lidt om arbejdsmarkedet. Og det i høj grad, fordi universiteterne er for dårlige til at samarbejde med kommende arbejdsgivere og integrere deres behov i uddannelserne.

De forsøger med aftagerpaneler og gode forskningssamarbejder. Men universiteterne inddrager ikke tilstrækkeligt kommende arbejdsgivere i kerneopgaven: At undervise og udvikle de studerende, så de hurtigt kan tilpasse sig arbejdsmarkedets behov.

Mulighederne for samarbejde er mange: praksisrettede undervisningstiltag i samarbejde med virksomheder, udbygning af praktik og hyppigere brug af gæsteforelæsere –bare for at nævne nogle få eksempler.

Som erhvervsleder har jeg selv haft fornøjelsen af at være det friske pust udefra, når jeg underviser i at omsætte de studerendes faglighed til praksisrettet værdi.

Men de gode eksempler på samarbejde er for sparsomme. Samarbejde forbliver ildsjælebåret, for der er mere prestige i antallet af videnskabelige artikler fremfor, hvor mange dimittender der får job. Universitetsansatte har en lang tradition for at prioritere arbejdsindsatsen i deres eget lille økosystem: først kommer forskning, dernæst undervisning, og kun hvis tiden tillader det, kan man pleje omgang med dem uden for campus.

Det står så galt til med universiteternes evne til at skabe jobparate kandidater, at det bedste råd til studerende er at bruge masser af tid uden for universitetet, hvis de vil hurtigt i et job efter specialet. En nylig effektanalyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at kandidatstuderende med et relevant studiejob i gennemsnit har 10-20 procentpoint større sandsynlighed for at være i job året efter dimission i sammenligning med studerende, der ikke har et relevant studiejob. Samtidig giver det relevante studiejob en positiv løneffekt i niveauet 1.300-4.600 kr. om måneden.

Fint, at de studerende nu ved, at de skal være varsomme med at bruge for meget tid på universitetet, hvis endemålet er at få et job. Men også ganske smerteligt, hvis vi har ambitioner på universiteternes vegne om at blive en central samarbejdspartner for at styrke Danmarks fremtidige konkurrencekraft.