De nyuddannede fra universiteterne bliver stadig yngre. Fremdriftsreformen tvinger de studerende ind og ud af døren på rekordtid, så vi kan maksimere antallet af år på arbejdsmarkedet for de unge skatteborgere.

Ingen tvivl om, at reformen er effektiv. Men om den betyder mere jobparate kandidater, er yderst tvivlsomt.

Mange nyuddannede ved ikke, hvordan de skal omsætte deres akademiske faglighed til kompetencer, arbejdsgiverne efterspørger. De har ikke haft relevante studiejob, og de har ikke været i praktik. Det kan godt være, at de har halvhæderlige karakterer, men attraktive er de ikke: Langt de fleste arbejdsgivere vælger hende med relevant erhvervserfaring, for hvem gider at bruge tid og penge på at lære en højtuddannet 24-årig, hvad det egentlig vil sige at arbejde?

Det er tydeligt, hvad de studerende bør gøre. En nylig effektanalyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at kandidatstuderende med et relevant studiejob ikke blot har større sandsynlighed for at få job. De får også en højere startløn.

Statistikken er klar, men fremdriftsreformen gør det svært for flere at mase relevant erhvervsarbejde ind i studietiden. Ikke alle har overskuddet i en dagligdag, hvor presset om at nå studiet på normeret tid fylder langt mere, end da min generation siksakkede sig igennem de i hvert fald 7 år på universitetet.

Universiteterne har et kæmpe ansvar for at gøre de studerende erhvervsparate. Og de burde samarbejde langt mere med virksomheder om cases, gæsteforelæsninger og projekter. Men det er op ad bakke: Succeskriteriet for de fleste universitetsansatte er skabe forskere ligesom dem selv – ikke at uddanne arbejdskraft til fremtidens jobmarked.

Når vi ikke kan regne med, at universiteterne tager ansvar, efterlader det arbejdsgivere med en kæmpe udfordring. Vi står i dag med en generation kandidater, der reelt kan sidestilles med lærlinge, og det er op til arbejdsgiverne at løbe risikoen og omforme knøsen fra teoritung til værdiskabende arbejdskraft.

En stor, men dog overkommelig opgave for nogle af Danmarks store, internationale og vidensintensive virksomheder, der har erfaringen og apparatet til at gøre det. De etablerer graduate-programmer, hvor et kuld nyuddannede kandidater over en periode på op til to år kommer rundt i virksomheden og bliver oplært i dels, hvordan virksomheden fungerer, og dels i hvordan de kan omsætte deres faglighed til efterspurgt viden.

Men hvad med de knap på store virksomheder, der ikke ansætter akademikere i hobetal, og hvor investeringen i højt uddannet arbejdskraft gerne skal tjene sig hjem inden for nogle måneder?

Det er her, at fremdriftsreformen for alvor kan gøre ondt på de purunge nyuddannede. Mange mindre virksomheder vil lurepasse og først ansatte kandidaterne, når de har fået et par års erfaring andetsteds.

Her ligger årsagen til, at den 24-årige sprogpsykolog har svært ved at finde sit første job. Hvis udfordringen med den ferske akademiker i mindre virksomheder skal løses, skal der tænkes nyt, og graduate-programmer på tværs af virksomheder, fag, og brancher kan måske være en nødvendighed i fremtiden.

Også det offentlige, altså selvsamme offentlige, der har står bag ideen om fremdriftsreformen, har en udfordring: Hvor er jeres jobtilbud til den 24-årige, nyuddannede mønsterborger, der tager højde for, at det er dygtige, men særdeles uerfarne unge, der træder ud af universiteterne?