Der er ikke noget mere ærgerligt end at møde en nyuddannet kandidat, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man ser selvtilliden sive ud af kandidaten, når hun har ofret 18 år på at uddanne sig til at være en højt kvalificeret arbejdskraft og så derefter må erfare, at hendes kompetencer ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Det er ikke bare en personlig tragedie. Det er en samfundsøkonomisk rigtig dårlig forretning, at vi har brugt penge til at uddanne til arbejdsløshed.  Og efter min mening er det ikke mindst et kæmpe nederlag for universiteterne, at de ikke leverer et produkt, der matcher samfundets og virksomhedernes behov.

Det er en helt grundlæggende forudsætning i det private erhvervsliv, at du først udvikler og lancerer et produkt, når du har spurgt ind til kundernes behov. Vi må konstatere, at den logik ikke falder naturligt for de højere læreanstalter.  Den kundevendte dialog står langt nede på universiteternes dagsorden.

Det er ikke et succeskriterium og giver ikke akademisk prestige  i universitetsmiljøet at pleje aftagerne og matche studerendes kompetenceudvikling med deres fremtidige arbejdsgiveres behov.

I forbindelse med revisionen af universitetsloven i 2007 blev det obligatorisk for universiteterne at nedsætte aftagerpaneler med eksterne repræsentanter, der skulle inddrages i den fortsatte udvikling af uddannelserne.

Min egen virksomhed NIRAS er med i en række af disse netværk – og her små 10 år efter lanceringen må jeg konstatere, at erfaringerne ikke altid er positive.

Et typisk samarbejde i aftagerpanelerne består i et par møder om året med dialog om dette og hint. Der bliver sagt tak for kaffe og sat et  check på listen – vi har nu talt med aftagerne.  Det vil være den visse død for en privat virksomhed at arbejde  på denne måde.

Tænk, hvis vi nøjedes med at samle vore kunder til to årlige møder, hvor vi fortalte lidt om virksomheden og spurgte lidt ind til behov. Med mindre man har et monopol-lignende produkt, vil man blive udkonkurreret på nul-komma-dut.

Et succesfuldt samarbejde med et aftagerpanel bør ikke fokusere på de to årlige møder, men på den løbende dialog med de væsentligste aftagere mellem møderne. Logikken kender vi i det private fra vores key account-arbejde.

Vi udarbejder planer for vores væsentligste kunder og sørger for konstant at have fingeren på kundens puls, så vi kan matche behovet med vore ydelser. Overført til aftagerpaneler er det vigtigste efter min mening ikke hvad der sker på de to årlige møder, men derimod dialogen og samarbejdet mellem møderne.

Der er masser af muligheder for løbende konkret samarbejde mellem uddannelser og erhverv, der kan styrke de kommende kandidaters jobmuligheder: fælles studieprojekter, praktik, studenterjobs, faglig dialog, gæsteundervisning fra os i virksomhederne og forskningssamarbejde.

Mulighederne er mange, og vi har naturligvis ikke uanet tid og uanede ressourcer, men vi vil klart tilvælge de uddannelser, der vil et øget samarbejde – og som gennem dialog også bedre forstår vores succeskriterier. Målet er, at uddannelserne forstår at forædle deres produkt, så de faktisk matcher vores kompetencebehov – selvfølgelig til glæde for os, men ikke mindst til glæde for de studerende, som derigennem får langt bedre jobmuligheder.

Jeg mener, at aftagerpanelerne har været et skridt fremad, men det kan også være en sovepude, der blot institutionaliserer en kunstig dialog med aftagere. Jeg mener, det er vigtigt at få best practice frem  på det gode samarbejde mellem universiteter og aftagere – hvem er det, der gør det godt i dag, hvordan gør de det, og hvad kan andre lære af det? Jeg er ikke i tvivl om, at mange af de gode eksempler vil blive fundet på Aalborg Universitet, hvis grundlæggende filosofi er et nært og godt samarbejde med omgivelserne.

Men ud over at kigge på de gode eksempler mener jeg også, at vi skal kigge på de helt grundlæggende incitamentsstrukturer, der kan give bedre samarbejde. Kan vi ændre systemet, så det ikke alene bliver akademisk prestigiøst at producere forskningsartikler, men også at sikre godt samarbejde med aftagerne?

Og for at sætte yderligere pres: Kan vi gøre det gode samarbejde til en del af den centrale finansiering af uddannelser, så det ikke alene bliver antallet af beståede kandidater, men også antallet af  kandidater i jobs og samarbejde med aftagerne, der er grundlaget for universiteternes taxameterbevillinger? Med andre ord: Jo flere, der kommer i arbejde fra en given uddannelse, desto højere bevilling bør den få.

Jeg mener, at debatten om øget samarbejde mellem universiteter og aftagere er helt central for at ruste Danmark yderligere i den fremtidige konkurrence. Hvad mener du? Og hvad mener vores politikere?