For nylig deltog jeg i 3F’s stort anlagte konference ”Vision Danmark” om fremtidens arbejdsmarked. Et forrygende arrangement, hvor toppolitikere, forskere, erhvervsledere og fagforeningsfolk diskuterede, hvordan fremtidens arbejdsmarked vil se ud. Mange pinger, men det der gik lige i hjertet på mig var den indlagte kåring af ”Årets arbejdsplads 2015”. Tre virksomheder, hvor de ansatte naturligvis havde 3F-medlemsskabet i orden, var indstillet.

De nominerede blev i bedste Oscarstil præsenteret med videoklip af kandidaterne. Altså: Her var der fællesskab for alle pengene. Medarbejdere og ledere, der stod sammen om at udvikle deres virksomheder til fælles bedste. Masser af tillid, samarbejde og vilje til vækst.

Jeg var rigtig glad for, at salen var mørkelagt under præsentationen, for så kunne jeg ubeset tørre mine fugtige øjenkroge. De blev så lidt fugtige igen, da vi skulle hylde Entreprenørgården fra Silkeborg som årets arbejdsplads, for sjældent har jeg set tre så glade, stolte og rørte 3F-mænd.

Men tilbage til fremtidens arbejdsmarked: For har vi overhovedet sådanne virksomheder med fællesskabet som bærende kraft om bare ti år? Ja, det har vi helt sikkert, men vi har også helt andre typer virksomheder og medarbejdere.

For nylig læste jeg, at en tredjedel af alle nye job i USA er freelancejob.

Freelancejobs er ikke kun Uber-chaufføren og AirBnB-udlejeren. Langt de fleste er selvstændige med en enkeltmandsvirksomhed, der lejes ind fra projekt til projekt. Modellen er kendt i it-branchen, hvor mange selvstændige konsulenter springer fra projekt til projekt hos diverse arbejdsgivere. Selvfølgelig for at tjene gode penge, men også for at have frihed og ikke mindst for at have mulighed for at blive en del af de teknisk mest spændende og udfordrende projekter.

Min tese er, at vi kommer til at se den samme udvikling her som i USA. Antallet af selvstændige projektmedarbejdere vil eksplodere, og i langt flere brancher bliver det normen at bruge arbejdskraft langt mere fleksibelt og projektrelateret end i dag.

I NIRAS ser vi især tendensen i vores enhed for udviklingsbistand. Ud over de 200 medarbejdere i enheden trækker vi på et netværk af mere end 14.000 eksperter i vores CV-database, der gør det muligt at sammensætte den optimale kombination af faglige, lokale og ledelsesmæssige kompetencer til de mange projekter over hele kloden.

Og det fik mig til at tænke, bedst som jeg sad der midt i 3F-konferencen: Disse projektmennesker bliver jo ikke nødvendigvis en del af de stærke fællesskaber på virksomhederne. De kommer ikke til at arbejde mere og mere sømløst sammen med de samme kolleger i 20 år, og de kommer ikke dybt ned i de sociale fælleskaber på arbejdspladsen, hvad enten det er vin- eller løbeklubben.

Men inden jeg kammede helt over i ynk af disse projektmennesker, gik det op for mig, at vi er i fuld gang med at udvide begrebet for arbejdsfællesskab – eller rettere sagt praksisfællesskab.

Vi kommer til at se nye praksisfællesskaber – både i det fysiske byrum og i det virtuelle.

For at få en fornemmelse af den nye type arbejdsfællesskaber i byrummet tror jeg, at vi skal kigge mod kunstens verden. Kunstnere er vel pr. definition selvstændige projektmennesker – og har altid været freelancere uden fast arbejdssted.

Kunstnere er også beviset på, at vi mennesker ikke kan klare os uden en form for arbejdsfællesskab. Gennem århundreder har der eksisteret kunstnercafeer, hvor forfattere, malere og andet kreativt godtfolk har mødtes og udvekslet erfaringer inden for praksisfællesskabet.

I dag skyder kreative kontorhoteller og -fællesskaber frem på stribe i byerne, hvor freelanceren, opstartsvirksomheden og konsulenten kan styrke hinandens kreativitet.

Men jeg tror ikke, at det alene bliver ved disse institutionaliserede rammer. Erfaringsudveksling, kundemøder og generel networking kommer i langt højere grad til at ske i det offentlige rum på diverse cafeer, bænke og biblioteker – fuldstændig ligesom kunsterne. Det kommer til at sætte et spændende præg på vores byer – og der vil opstå nye forretningsmuligheder for dem, der kan tilbyde at understøtte disse fællesskaber.

De virtuelle praksisfællesskaber ser vi allerede florere i høj grad. Grupper på Facebook og på LinkedIn for ligemænd og artsfæller skyder op konstant, og jeg er sikker på, at antallet af tjenester vil eksplodere i de kommende år. Det er også interessant at se, at disse fællesskaber er med til at udvide vores allerede eksisterende traditionelle arbejdsfællesskaber, hvor de virtuelle arbejspladsgrupper giver en ekstra dimension til samhørigheden på arbejdspladsen.

At de virtuelle fællesskaber markant kan styrke korpsånden i virksomheden forstod dagligvarekæden Fakta for nogle år siden. På ”Faktashare” kan medarbejderne på kryds og tværs af landet dele viden i et slags corporate facebook, og for de mange unge medarbejdere har det udvidet arbejdsfællesskabet og skabt følelsen af at være en del af noget meget større.

I NIRAS er vi i fuld gang med samme øvelse. Vi har netop implementeret Yammer, der som en slags internt socialt medie styrker udviklingen af de virtuelle fællesskaber og sikrer videndeling på tværs.

Summa summarum: En af de helt centrale drivkræfter for, at vi hver morgen går på arbejde, er det arbejdsfællesskab, der venter os. Den nære danske samarbejdsmodel er bygget op omkring fællesskabet – og dette fællesskab tror jeg, at vi vil se i mange nye former i de kommende år.

For selvom om arbejdsmarkedet  ændrer sig drastisk, har vi brug for at føle fællesskabet. Det er jeg ikke i tvivl om. Når jeg taler med freelancere, siger de næsten alle som én: friheden er fed, men prisen er, at det godt kan blive ensomt.

Hvad mener du? Hvordan ser fremtidens arbejdsfællesskaber ud? Er der gode udviklingsmuligheder – eller er der noget særligt dansk, der er i fare for at ryge?