Kender du typen? Den ubehøvlede, dominerende chef, der farer op over den mindste ting, pedanten fra tredje sal, der altid skal finde hullerne i osten, den usikre og akavede fra regnskab, som aldrig kan tage en beslutning og ikke mindst sælgeren, der altid lover kunderne mere, end vi kan holde. Alle sammen har de en ting til fælles: De er idioter.

Vores arbejdspladser er fulde af idioter. Og vi kan ikke lade være med at tænke, at hvis bare folk var som os selv, ville det gå meget bedre, for vi er jo ikke selv idioter, vel? Eller hvad?

I mine første lederjobs ansatte jeg primært dem, der lignede mig selv, og derfor var der ikke så mange idioter. De fleste kollegaer var udadvendte og entusiastiske konsulenter. Vi var suveræne til at sælge projekterne og sætte dem i gang. Til gengæld skulle vi virkelig bide tænderne sammen for at fuldføre og aflevere projekterne til tiden. Men sikke nogle frokoster og fredagsbarer: Høj stemning og masser af larm, for alle talte – godt nok var der ingen, der lyttede, men det var heller ikke det vigtigste.

På et tidspunkt fik jeg job som direktør i et IT-firma. For at komme ind på kollegaerne, satte jeg mig hver dag et nyt sted i kantinen og gjorde det, jeg intuitivt er bedst til: Jeg talte – ikke så meget med, men mere ud over folk. Det gik super hos sælgerne, fint hos forretningskonsulenterne, dårligt hos systemudviklerne, og torsdag kom turen til IT-driftsafdelingen. Da de så mig komme valsende med frokostbakken, kunne jeg se ubehaget sprede sig. ”Nå, men de trænger vel til at blive underholdt”, tænkte jeg, og satte pladen på. Efter nogle minutter blev jeg afbrudt af ham overfor. Diskret, lavt, men ganske bestemt leverede han stødet: ”Ved du hvad, det der med at snakke, det er ikke lige mig”. Nu var det min tur til at blive tavs.

Ingen lederkurser har givet mig så meget værdi som de 5 minutter ved frokostbordet hos IT-driftsafdelingen. I det øjeblik forstod jeg, at jeg også selv var en idiot. De så mig som et selvoptaget, larmende skvaldrehoved. Siden den dag har jeg med større og mindre held forsøgt at huske, at vi som persontyper skiller vandene. Nogle er vi på bølgelængde med, andre er vi det så absolut ikke, og vores succes afhænger primært af, hvordan vi bliver opfattet – og er i stand til at forstå andres livsverden og succeskriterier.

Den læring blev for alvor sat på plads, da jeg for nyligt læste den svenske bestseller ”Omgivan av idioter” af Thomas Erikson. Med afsæt i en DISC-analyse beskriver han fire arketyper af kollegaer, som er inddelt i hhv. de introverte / ekstroverte på den ene akse og på den anden akse de opgaveorienterede / relationsorienterede. Det er et både irriterende og vidunderligt forsimplet verdensbillede, men jeg skraldgrinede mig gennem beskrivelserne og eksemplerne på de 4 typer – og ikke mindst på de spændinger, der er mellem de enkelte typer.

For spændinger er der masser af. Det er ikke kun de introverte og opgaveorienterede IT-driftsfolk, der synes, at sådan nogle ekstroverte og relationsorienterede som mig er nogle idioter. Nej, de potentielle konflikter suser på kryds og tværs af de fire persontyper. Der står nærmest idiot i panden på de fleste kollegaer – altså afhængig af, hvem der ser.

Ville det så ikke være meget bedre, hvis vi alle ligner hinanden på en arbejdsplads og dermed undgår alle konflikterne? Konflikterne vil klart blive færre, men problemet er, at vi har brug for alle typerne på det velfungerende team. Vi har brug for forskelligheden, vi har brug for den beslutningsdygtige chef, den analytiske, kvalitetsorienterede og detaljerede ekspert, den administrativt fokuserede koordinator og den relationsstærke kreatør og sælger. Kort sagt har vi brug for at bringe alle idioter i spil, hvis vi skal skabe det stærke team.

Kunsten er derfra at skabe en kultur, hvor det er fedt at være idiot, og hvor vi hylder hinandens forskellige styrker – og sammen griner overbærende af svaghederne.