Kender du det der med, at du hører noget, der er så meget mod strømmen, at du bliver helt paf?

Charlotte Mandrup gav mig den fornemmelse, da jeg læste Politikens interview med hende i anledning af hendes nye bog: ”Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme.”

Bogen fokuserer særligt på videnarbejdere som mig, og Mandrups budskab er, at vi alene skal gå på arbejde og løse den opgave, vi bliver stillet og så ikke mere. Der er kommet for mange følelser ind på arbejdspladserne: Vi er blevet for familieagtige, ledelsesstilen er blevet så empatisk og anerkendende, at vi i dag har en matriarkalsk ledelsesstil, hvor medarbejderne behandles som børn. Vi har i dag en omgangstone, der hører hjemme i et kærlighedsforhold med ”kære” og smileys i mails. De mange følelser på arbejdet gør, at vi bliver syge og stressede.

Hvis du nu tænker, at det kan hun da ikke mene, så: Jo, det mener hun. Og hvis du tror, at det er mig eller artiklen, der forvrænger hende, så læs bogen. Efter den sidder jeg fortsat med en følelse af halvåben måben. Jeg har overvejet, om hun har ret. Presser vi kollegaer ud i stress, fordi der er for mange følelser i klemme på arbejdet? Skal vi tale anderledes til hinanden og gå over til en mere distanceret ledelsesstil?

Svaret er: Nej, hun har ikke ret. På de danske videnarbejdspladser skal vi ikke til at genindføre industrisamfundets logik med skarp adskillelse mellem privat- og arbejdsliv, hvor følelserne alene er forbeholdt privatsfæren.

Arbejde er en stor del af den danske videnarbejders identitet. Vi vælger arbejdsplads for at blive en del af en samhørighed, et fællesskab, hvor værdierne passer med vore egne, hvor arbejdslivet giver mening, og hvor vi føler, at vi gør en forskel.

Der er store følelser på spil i den arbejdsidentitet, og selvfølgelig skal der være det: Det er på arbejdet, at vi bruger det meste af vores vågne tid, og den tid skal være meningsfuld. Arbejdet er et praksisfællesskab, hvor vi er sammen med trosfæller, der arbejder mod de samme overordnede mål om at skabe fremtidens bæredygtige løsninger, redde miljøet eller opfinde den nye medicin. Vi vælger den specifikke arbejdsplads, fordi det giver mening, fordi vi kan se os igen i fællesskabets mål. Vi har sjælen med, og når vi har det, er følelserne også med: Lykke, glæde, smil, tårer, angst, skuffelse er en del af arbejdslivet.

I NIRAS har vi løbende op mod 5.000 kundeprojekter kørende, hvor kunden køber os for at være med til at finde skræddersyede løsninger. Hvis vi lod følelserne blive hjemme, ville vi ikke længere have de projekter. Vore kunder efterspørger ikke alene den høje faglighed, men også engagement, glød, innovation sammen med den empatiske og åbne kundekontakt. Og mine kollegaer lever og ånder for at levere netop det, for det er i investeringen og udviklingen af kunderne, at arbejdsglæden findes – og den næste opgave fødes.

Charlotte Mandrup mener, at arbejdsgiver-arbejdstagerforholdet i bund og grund er at moderne slaveri. Min erfaring er, at magtforholdet er langt mere sammensat i en vidensvirksomhed. Ja, ledelsen har magten til at fyre. Men medarbejderen har også den magt, at hun kan gå andre steder hen. Og i en vidensvirksomhed er det en reel trussel: Vi har ingen forretning uden de bedste hoveder. Vores produkter sidder mellem ørene på vores ildsjæle.

Og Danmark har brug for ildsjæle, hvis vi skal konkurrere.  Fremtidens gode virksomheder er dem, der kan få gløden til at brænde konstant. Men vi ved også, at ildsjæle kan brænde ud. Det er et moderne grundvilkår, at bægeret kan flyde over. Løsningen er ikke at gøre arbejde til en følelsesfri zone, som Mandrup vil. Derimod skal vi fortsætte med  at bruge masser af tid og ressourcer på at træne vores ledere til at være opmærksomme på udbrændthed og stress, og sætte massivt ind med støtte, hvis det går galt. Men det er også vigtigt at understrege, stress ikke alene er arbejdsbetinget. Det er ofte andre faktorer end arbejdet, der får det til at vælte, og derfor bliver det endnu mere absurd at sige, at det alene er for mange følelser på arbejdspladsen, der er skyld i danske videnarbejderes stress.

Kære Charlotte Mandrup: tusind tak for din provokation. Du har virkelig fundet et ledigt standpunkt og dermed en klar stemme i debatten. Og du har også fået mig til at blive stærkere i min tro på, at arbejde uden følelser og engagement er omsonst.

Og så vil jeg slutte af med at sige, at jeg er glad for, at det er Generation Y, der om nogle år skal betale min pension. Som det klart fremgår af Søren Schultz Hansens fremragende bog om de digtalt indfødte, kræver den kommende generation masser af mening og  dermed følelser i arbejdslivet. De brænder for den virksomhed, de arbejder for. Ikke for evigt, men i et serielt arbejdsmonogami, og de ønsker ikke en professionel distance, men en professionel nærhed på arbejdet. De vil have følelser med på arbejdet.

Nå, men det kan jo være mig, der er helt galt afmarcheret. Hvad synes du? Skal vi lade følelserne blive derhjemme, eller er der plads til dem på arbejdspladsen?