Jeg vil gerne sende en stor tak til Google Maps-appen på min telefon.

Kristi Himmelfartsferien gik til London, som jeg bare ikke kan finde rundt i, og med en ikke altid overbærende teenagedatter som rejsekammerat var der ikke plads til mange fejlskud. Men ingen grund til bekymring: Google finder vej.

Det gør Google ikke for mine blå øjnes skyld. Som modydelse får Google mulighed for at boltre sig med mine geolocations: De ved, hvor jeg er og kan bruge mine data til snart sagt hvad som helst – og gør det.

Men jeg har det fint med denne noget-for-noget handel.  Jeg har afgivet mine data frivilligt, og det er helt ok med mig, at Google bruger mine adfærdsmønstre,når bare jeg til gengæld kan få en ruteplan til Novello Theatre og ro i sindet.

Den byttehandel var ikke gået i forrige årtusinde: For bare 20 år siden kunne ingen drømme om at tillade en kommerciel aktør at overvåge os så minutiøst, som Google i dag gør. Man ser Big Brother-demonstrationerne for sig – og heftig politisk diskussion. Men i dag indgår vi dagligt og uden at blinke dataudvekslingaftaler, hvor vi ved, at andre kan snage i vores data:

Jeg smider med glæde feriebillederne fra Londonturen på Facebook, og det vækker ingen opsigt, at jeg straks derefter bombarderes med tilbud om diverse musicals og anden underholdning tæt på, hvor vi er.

NIRAS er en af Danmarks førende virksomheder inden for brugen af geografiske data, såkaldte geodata, og vi oplever på tæt hold, hvordan  brugen af geolocations sniger sig ind i alt. I den nyudgivne bog ”Disrupt eller dø!” af Tune Hein og Thomas Honoré fremhæver forfatterne  blandt andet den tyske M-bank og den tyrkiske IGaranti, der begge har revolutioneret branchen og fået de etablerede bankgiganter til at ryste i bukserne.

M-bank arbejder bevidst med geolocations og har således på kun 14 måneder skaffet skaffet 4 millioner især yngre kunder ved for eksempel at give 10 procent rabat på en kaffe i det øjeblik, du passerer Starbucks.

På samme måde har den tyrkiske pendant IGaranti erobret store markedsandele ved også at bruge kundernes geolocations. For også i bankbranchen handler det om at kende sine kunders behov, og med geolocations får banken en ekstra parameter til at opnå viden om kundernes adfærdsmønstre.

Geolocations udvikler altså private virksomheder, men hvad med det offentlige? Kan statslige og kommunale myndigheder tilbyde borgerne nye services ved at bruge vores geografiske data?

Mit svar er: Selvfølgelig – det gælder bare om at være åben for mulighederne!

F.eks. kan DMI advare dig direkte om kommende skybrud og opfordre dig til at holde øje med din ejendom, fordi de ved, at du bor i et oversvømmelsestruet område. Kommunen kan pushe et tilbud til dig om forfatteraften på biblioteket, fordi de ved, at du bor tæt på, og faktisk har lånt et par bøger af forfatteren, og de kan sende dig information om kommende vejarbejde og vedlægge forslag til anden kørerute til dit arbejde og dine børns institutioner.

Det kræver, at du er klar til at give det offentlige indsigt i dine geolocations og private data, og lige pludselig er de smarte tilbud blevet en sag for Datatilsynet.

For mig er valget klart: Jeg deler gerne ud af mine data, hvis jeg kan få bedre tilbud fra det offentlige. Det er ”bytte-bytte-købmand” i moderne delingskultur. Og helt ærligt: Er det værre at give private informationer til kommunen end til Google og Facebook?