Smart Cities er så hypede, at de i sidste uge også nåede helt til Folkemødet i Allinge. Her havde jeg fornøjelsen af at deltage i en velbesøgt paneldebat hos Dansk Arkitektur Center om, hvordan vi skaber fremtidens intelligente byer.

Men som med så mange andre hypede begreber overgår fantasien fortsat virkeligheden. Der er langt fra de store visioner til realiteterne i de danske kommuner.

Det viser den rundspørge blandt danske kommuner, som NIRAS foretog for at få en fornemmelse af, hvor langt de er med at udvikle Smart Cities. Resultaterne indikerer, at kun hver tiende kommune har en strategi for, hvordan de vil gøre deres kommune til en Smart City – og kun hver fjerde har planer om at lave en strategi i fremtiden.

Jeg synes, det er ganske opsigtsvækkende, at så få kommuner arbejder strategisk med Smart Cities, for gevinsterne er klare og åbenlyse: Lygtepæle med LED-pærer, der slukker, når gaden er tom,  byplanlægning i 3D, så det bliver enklere at inddrage borgerne i høringer, og et helt aktuelt eksempel er det mudderkort, NIRAS har lavet over Roskilde Festival. Her har vi beregnet, hvor vandet løbet hen, når det begynder at regne over det, der om få dage er Danmarks fjerdestørste by. Ret smart, at ”indbyggerne” på forhånd kan se, om luftmadrassen i teltet er i fare for at ende som vandseng.

Bevares, enkelte kommunerne satser i større eller mindre grad på Smart City, men der er langt mellem snapsene. Vores rundspørge tyder på, at det primært er de store og mere velstillede kommuner, der arbejder med smart cities. Der er undtagelser, men hvis du bor i en mindre landkommune, så bor du bare ikke i en ”klog by”.

Trods manglen på strategier arbejder kommunerne dog mere eller mindre struktureret med elementer, der udgør dele af en Smart City. De tre elementer, kommunerne satser mest på, er åbne data, borgerinddragelse og løsninger, der forbedrer trafik og mobilitet. Men når det kommer til f.eks. miljø og sundhedsområdet, er der færre kommuner, der arbejder på at skabe løsninger.

Så hvorfor bliver det ikke til andet end isolerede forsøg og halve løsninger? I et tidligere blogindlæg har jeg stillet diagnosen: Smart cities lider af pilotsyge. De mange eksempler bliver aldrig til andet end isolerede pilotforsøg. Og den er helt galt med kompetencerne både hos politikere og embedsmænd – samtidig med, at vi har alt for få it-udddannede, som reelt kan udvikle løsningerne.

Så skal vi bare give op og pakke den kloge by sammen?

Nej, rundt om i verden kører Smart Cities stadig i betaudgaven, og vi har i Danmark de grundlæggende ingredienser, der skal til: gode og frie data, stærk tradition for byudvikling og et grundlæggende tillidsfuldt samarbejde mellem offentlige og private aktører.

Men det kræver hårdt arbejde og en fælles indsats på tværs af det offentlige og det private, hvis vi skal skabe smart cities i verdensklasse – og gøre vores viden til et eksporteventyr. I den sammenhæng bekymrer det mig, at der i regeringens nyligt offentliggjorte Digitaliseringsstrategi alene er fokus på at etablere et ”fællesoffentligt partnerskab for Smart Cities.”

Jeg håber, at det er et spørgsmål om formuleringsevne, for med så tydeligt et udtrykt kompetenceunderskud, som vi har i Danmark på dette område kræver det, at vi fra starten samler alle gode kræfter fra både det offentlige og det private. Hvis ikke vi forener kræfterne, bliver det også i fremtiden kun hver 10. kommune, der ved, hvad de vil med de der Smart Cities.