Efter 12 år som direktør i Rambøll og NIRAS har jeg valgt at droppe direktørsporet Jeg forfølger en brændende lyst om at vende tilbage til min grundfaglighed som managementkonsulent og starter min egen forretning. Bare mig med alle kasketterne: indehaver, sælger, konsulent, ansvarlig for printer, regnskab og mødekaffe – og jeg er kisteglad!

Jeg blev direktør som 34-årig og har boltret mig som en fisk i vandet. Først som direktør i Norge og så i Danmark, chef i opturstider med masser af udvikling – og boss under finanskrisen med masser af afvikling.

Hårdt, udfordrende, nogle gange ensomt, men ikke mindst ufatteligt lærerigt og givende at skabe forandringer sammen med nogle af de dygtigste og mest engagerede hoveder i rådgivningsbranchen. At være høj på sublimt teamwork er en fed arbejdsrus.

Men nu gider jeg ikke at være direktør mere.

Jeg vil væk fra de mange interne møder og i stedet bruge al min tid ude hos kunderne. Jeg savner ganske enkelt lugten af savsmuld. Jeg vil ud i manegen, jeg vil helt tæt på kundernes udfordringer, jeg vil være med til at forandre og udvikle dem, hjælpe med deres strategier og kommunikere dem rigtigt – både internt og eksternt.

Som direktør har jeg været bedst, når kursen skulle ændres. Når jeg skulle udvikle et nyt forretningsområde, eller når jeg skulle lægge ekstra tryk på salgsindsatsen. De evner vil jeg bruge hver dag til at hjælpe andre ledere med at udvikle dem selv og deres virksomheder. Det er der, jeg er bedst, og gør en forskel.

Sådan en beslutning tages ikke hen over natten. Ideen spirede for et år siden og er nu groet til en plukkemoden blomst.

Jeg har haft masser af tvivl i kroppen.  Lige fra de praktisk-trivielle som hvad nu med sommerhus, bil og pension til de mere dybe og eksistentielle spørgsmål som: Kan jeg omstille mig fra direktør til konsulentrollen igen, vil konsulentrollen gøre mig mere lykkelig? og hvad nu hvis jeg fortryder?

Der har været 100 andre spørgsmål, så for at få styr på beslutningen tvang jeg mig til at finde det tidspunkt, hvor jeg var allermest lykkelig i mit arbejdsliv.

Året 2005 dukkede frem. Her flyttede jeg til Norge med min familie, jeg startede Rambøll Management Norge fra bunden af. I løbet af året voksede vi fra 1 til 10 mand, vi vandt masser af opgaver, og jeg fandt nogle af de ypperligste kollegaer, jeg nogensinde har mødt. Det unikke var iværksætterånden, kampen for at vinde terræn, for at blive bedre, for at opbygge tillidsfulde og langvarige kunderelationer. Midt i det iværksættereventyr trivedes jeg allerbedst, og da jeg så året 2005 stå på min seddel over det lykkeligste arbejdsår, var jeg ikke længere i tvivl: Jeg skulle starte som iværksætter igen.

Jeg må erkende, at jeg aldrig kommer til at få 25-års jubilæum noget sted. Med delt beundring og forundring har jeg fejret mange 25-års, 30-års, ja sågar 40-års jubilarer. Hver gang tænker jeg: Hvor ville livet være enkelt, hvis det var mig. Men straks derefter: Hvor ville jeg skyde mig selv lige mellem øjnene, hvis det var mig. Mig, der er ved at gå i selvsving, hvis jeg er på samme kontor fem dage i træk, mig der maksimalt kan sidde et kvarter på en kontorstol, før jeg skal ud og hente kaffe, vand eller bare gå lidt rundt på gangene.Jeg erkender, at jeg er et forandringskrævende og entreprenant menneske, og jeg er vanvittigt glad for at tage konsekvensen af det nu. For jeg er jo kun 46 og ikke engang halvvejs i mit arbejdsliv. Der skal prøves nye ting. Og hvis det skulle gå galt, prøver jeg bare noget nyt igen.

Hvad med dig? Er du der, hvor du skal være? Hvis du er i tvivl, så sæt dig ned og find det år, du var allermest lykkelig i det arbejdsliv. Svarer jobbets udfordringer til, hvor du er nu, så er jubilæet tættere på. Hvis ikke, så brug god tid til at overveje dit næste træk.