Jeg kan lige så godt komme ud af skabet: Jeg har i 11 år været direktør i ingeniørselskaber, men … jeg er humanist.

Klassisk sproglig student, uddannet i kommunikation og italiensk. Boede og studerede i Rom og havde egentlig tænkt mig at slå mig ned på Piazza Navona, drikke espresso og skrible om italiensk kultur. Men ramt af virkeligheden: Andre var bedre end mig. Søgte efter alternativ, brugte min viden om læring, pædagogik, kommunikation og koblede det med min nørdede fritidsinteresse for it, blev i stedet managementkonsulent inden for e-læring og virksomhedsudvikling. Før jeg altså gik væk fra det fag-faglige spor og i stedet blev ledelsesgeneralist. Ja, mange veje fører også væk fra Rom.

Med min baggrund har jeg med stor interesse fulgt debatten om humanioras nytteværdi den seneste tid, og min holdning er klar: Vi skal styrke de naturvidenskabelige uddannelser, hvis vi fortsat skal sikre stærk konkurrenceevne og grundlag for fortsat velfærd. I NIRAS har vi som alle andre i branchen et skrigende behov for flere dygtige ingeniører og andre med naturvidenskabelig baggrund.

Men vi har også brug for humanister i det private. Styrken ved humaniora er grundlæggende, at det tiltrækker og udvikler de søgende og rummelige sjæle. De personer, for hvem refleksion  og tvivl er vigtig. Vi har brug for folk, der tør blive i problemstillingen, stille nye spørgsmål uden nødvendigvis at nå frem til et facit efter de første iterationer. Kort sagt: procesfolk, der kan arbejde med de wicked problems, som min sidste blog handlede om  – men som ikke glemmer, at uhåndterbare problemer også skal gøres håndterbare og kan mestre både den søgende og den eksekverende fase. Det er et muligt arbejdsfelt for humanisten i det private –  og der er mange flere. Faktisk går jeg og samler på gode eksempler på humanister, en scrapbog fyldt med gode eksempler.

Det er dog ingen hemmelighed, at overgangen fra et humanistisk studie til at skabe nytte i det private kan være en stejl stigning. Og arbejdsløshedstallene viser også, at det tager tid at komme ind på arbejdsmarkedet. For at lette overgangen fra uddannelse til det private har jeg udarbejdet 5 råd til humanisten:

1) Skriv din elevatortale – mange gange
”Hvorfor skulle folk dog ansætte dig?” Det spørgsmål skal du kunne besvare gennem hele din studietid. Du vil givet ændre dit svar mange gange, men du har brug for at definere din egen niche, hvor du skiller dig ud, så du ved, hvor du vil hen og rammer et behov hos kommende arbejdsgivere. Jeg startede med en drøm om Piazza Navona, men fandt hurtig ud af, at det var en såkaldt red ocean-idé. Altså sådan et konkurrencepræget farvand, der bliver helt rødt af, at konkurrenterne bider hinanden til blods. Du skal i stedet forsøge at definere dit eget blue ocean, hvor du er helt alene og unik på markedet.

2) Definer dig selv som akademisk håndværker
Når du forlader universitetet, forlader du også Bourdieu, Habermas eller hvad teoretikerne nu engang hedder for tiden. Det er en super rygsæk og fortolkningsramme, du har med, men ellers kan du ikke bruge det til noget. Din værktøjskasse er din faglighed og ikke mindst dine metodiske evner. Prøv engang at svare på spørgsmålet: ”Hvad er det, min faglighed gør mig rigtig god til?” Du er ikke tømrer, murer eller blikkenslager, men hvilket problem skulle folk ringe til dig for at få fikset? Vi har i NIRAS et spitzenklasse hold af antropologer. De er ikke et sekund i tvivl om, at deres væsentligste værktøj er at kunne håndtere kvalitativ dataindsamling og –analyse.

3) Forstå andres fagligheder og bliv brobygger
Nogle gange bliver jeg helt skræmt over, hvad et universitetsophold kan gøre ved os. Det kan efter udtjent ophold nærmest være en umulighed at forstå jævnaldrende personer, hvor vi har fuldstændig ens referenceramme, men vi gik på to forskellige institutter. I dag arbejder vi næsten alle steder på tværs af fag i virksomheder. Nøglen til succes er hurtigt at kunne forstå, hvordan andre med en anden faglighed tænker og arbejder. Hvis du hurtigt gør det, kan du bygge bro på tværs af fagligheder, ny innovativ viden kan opstå, og du bliver en succes.

4) Forelsk dig ikke i din cand. whatever
Det arbejdsmarked, du kender i dag, er på ingen måde det samme om 3, 5 og da slet ikke om 10 år. Hvor mange virksomheder havde f.eks. en social media manager for 5 år siden? Det er overvejende usandsynligt, at du kommer til at arbejde med det samme i hele din karriere. Så start med at være fleksibel allerede fra begyndelsen – søg uden for din egen faglighed og vær parat til altid at gøre det. Og husk: Din universitetstid varede 5 år, dit arbejdsliv bliver op mod 50 – hvor tror du, at du kommer til at udvikle dig og lære mest?

5) Der er altid plads til den bedste
Afdøde biskop Jan Lindhardt sagde det så smukt: ”Gud må have elsket de middelmådige, siden han har skabt så mange af dem.” Der er altid plads til dig, som er bedst til det, du gør. Så hvis du er det, så fortvivl ej, selv om du beskæftiger dig med noget, som er lidt obskurt. Så længe det driver dig til at arbejde som et bæst og placerer dig i den øverste top, så vil der være plads til dig et eller andet sted  – og specielt da, hvis du også har læst de fire andre råd.

Og nej, jeg glemte ikke det nødvendige i at have relevant studiejob og/eller relevant praktikophold – det hører under kategorien åbenlyse nødvendigheder, hvis du vil forstå og blive en del af arbejdsmarkedet.

Nå, andre råd, gode ideer? Kommentarer?